Mens verden stod stille – og trak vejret igennem mundbind – var der tryk på de kreative kedler i Verdens Sidste Idé. I løbet af de sidste to år er det blevet til intet mindre end to anmelderroste album og én EP. Hjemvendt fra deres første ægte tour er det modnende Aarhus-band klar til at vælte SPOT Festival 2022.
“Med tilflytterens opmærksomme blik på den nye bys skæve taktart, tapper Verdens Sidste Idé direkte ind i byens puls og menneskene, der lever og ånder der. Det bliver fremført med en sanselig menneskelighed, der utvivlsomt gør Den Indre By til et tidløst medlevende portræt af Aarhus midtby.”
Sådan skrev vi her på HQ music i april, 2020. Den aarhusianske septet – bestående af Asbjørn Hvelplund (guitar/sang) Dennis Ahlgren (el-guitar) Andreas Skamby (trommer) Scott Westh (trompet) Marianne Lewandowski (slagtøj/kor) Mathias Gregersen (bas) Andreas Brinck (keys) – demonstrerede nemlig et overlegent overskud på deres debutalbum, Den Indre By.
Og albummet gik bestemt heller ikke de øvrige danske anmelderes næser forbi. Med Asbjørn Hvelplunds lyriske pen og karakteristiske showmanship i front var det tydeligt, at nyt dansksproget orkester af særklasse var landet.
Siden har bandet fulgt stærkt op med både EP og andet album, Strå, som viser en særegen vækst og kraft i både lydbillede og poesi. Det begynder i højere grad at klinge af arenarocken, og det er måske også passende for ambitionerne.
Verdens Sidste Idé har i forvejen en dedikeret fanskare, som hæfter sig lidenskabeligt til de sungne ord og gerne synger dem tilbage. Men mon ikke at bandet kan se frem til desto flere fans efter deres ventede SPOT-optræden?
Vi har talt med Asbjørn Hvelplund om, hvad SPOT betyder for ham og hvad vi kan forvente af koncerten.
Hvilken betydning har SPOT Festival for jer?
– Efter to år med vanskelige forhold for musikken har det meget stor betydning for os at være en del af SPOT. I løbet af de to år er vi debuteret med to albums og en EP – og nu skal SPOT Festival have hele herligheden at føle. Fuld knald, intet mindre.
Hvad glæder I jer mest til ved at optræde på SPOT Festival?
– Vi glæder os til den nysgerrighed og åbenhed, der kendetegner SPOT. Alle der kommer på festivalen er sultne efter ny musik og efter at se, hvad der rører sig. Det giver festivalen en særlig stemning, som vi glæder os til at opleve. Noget andet at glæde sig til er placeringen, det er simpelthen bare herligt, når hele midtbyen summer af musik og smil.
Hvad kan publikum forvente fra jeres koncert?
– I marts i år havde vi vores første tour. Den var kun fem koncerter lang, men det var som at sidde som kølerfigur på et godstog, så meget udviklede vi os. Til afslutningskoncerten i Aarhus hoppede hele salen med på ‘Diego’, og det øjeblik føltes som vores første ægte, fuldblods rockkoncert. Det går vi efter igen på SPOT.
Har I et særligt minde fra at have været på SPOT tidligere – som publikum eller optrædende?
– SPOTs officielle åbning er om fredagen, men hvert år er der masser af koncerter dagene før. Torsdagen var i 2018 en helligdag, så smilets by var torsdag spækket med smilende mennesker, og dengang koncertdebuterede vi faktisk. Et kvarter før koncertstart var der lige mange folk bag og foran baren, men PUF – så var lokalet stopfyldt.
– Den historisk varme 2018-sommer var allerede i gang, og den lavloftede HQ-kælder var små 30 grader varm. Vi gik på med støjende tremolo og nogle hey hey’ere, så var ‘Hey Præst’ i gang. Herlig start, herligt minde.
Verdens Sidste Idé spiller på HeadQuarters, fredag den 6. maj, klokken 20.00-20.30.