Månedens bedste singler, januar 2020

Julefreden er ovre, og vi ser tilbage på det store udbud af gode singler i januar. Vi har samlet dem i en playliste, du kan høre her forneden.

Åh, januar, du er mørk og regnvåd, og alle de fornøjelige kilo, som vi uden omtanke samlede om livet under julens store ædegilder, skulle løbes af på den matte asfalt. Det kræver sit soundtrack at se fremad mod februar – i håbet om lysere, mere levende tider.

I den anledning har vi sparket løbeskoene af og kigget tilbage på dine vegne, så du ikke går glip af det, der rører på sig. For ligeså meget en sukkerkoma-rus december er for musikbranchen, ligeså meget knald har der været på den forgangne måned.  

Det går ligefra den tyste folk-romantik over i dødsens alvor fra Skanderborg. I Kolding danser de til “dødsdisko” og i Aarhus leder vi efter rock’n’roll-Jesus. Uden så megen omsvøb præsenterer vi dig her for januars bedste singler. 

You Work For Me Now – Late Bloomer

Vi mener stadig, at You Work For Me Now burde have en plads i de danske radiobølger. Deres seneste single, “Late Bloomer”, viser endnu engang, hvor den aarhusianske indie-perle kan lave funklende sonisk magi.

Og denne gang ser vi gruppen fra en lidt mere umiddelbare side. “Late Bloomer” er nemlig mere energisk og tempofyldt end vanligt, og det giver mere kant. Et valg, der ikke har været helt tilfældigt.

“Da vi stod overfor at skulle indspille vores nye EP, blev vi hurtigt enige om, at det var på tide, at vi gav lidt slip på det pæne og polerede for i stedet at rocke lidt mere igennem,” siger guitarist Mathias Bonde Korsgaard.

Læs mere her. 

Animaux Animé – Afterlife

Hvem skulle have troet, at Kolding skulle vise sig at være hofleverandører af “dødsdisko”? Det er intet mindre end tilfældet med farverige Animaux Animé. 

På deres seneste single, den imponerende “Afterlife”, messer forsanger Thor Wendtland energisk og indædt som en Ian Curtis i 11. gear over fængende synthesizer-melodier, guitar-stik gennemblødt af rumklang, pumpende bas og discotrommer.

Det er lyden af 80’ernes eksistentielle goth/post-punk og dansegulvets svedigt hamrende puls, og vi er allerede erklærede fans. Dog sidder kvintetten ikke fast i fortiden. Tidligere på måneden sagde Wendtland til os:

“Når alt kommer til stykket, tiderne skifter, trends kommer og går, men én ting transcenderer al tid: “I 80’erne handlede det meget om sex. I 2020 kommer det formentlig også til at handle meget om sex.”

Læs vores interview her. 

Trader – Back in 5 (Live-session)

Den aarhusianske indierock-kvartet, Trader, har allerede gjort sig bemærket i de landsdækkende medier og blogs, såsom Soundvenue og Bands of Tomorrow. I denne måned var de ude med en smagsprøve på deres debut-album, der udkommer i april.

Hvis du er til eftertænksom alternativ rock med guitaren tilbage i centrum, skal du tjekke deres single “Back in 5” ud. Der er melankoli og smadder i rigelige doser til at veje selv den mest regngrå vinterdag op.

Da singlen er en live-session, forefindes den desværre ikke på Spotify, så du må se bassist Peer Jon Ørsted, trommeslager Kristian Vissing, guitarist Anders Rothmann og sanger/guitarist Anders Ahle i aktion her:

Anders Riis – “De Siger At Tanken Den Er Fri (Som Man Siger)”

Den tidligere Southern Gothic-mastermind kalder til revolution – i pink. Det gør han på sin seneste single, som han ser som en velment stikpille rettet mod den almene, danske magelighed, som hersker i 2020.

“Sangen er en ironisk kommentar til en dansk samtid, hvor vi på én gang prædiker forandring, men samtidig forskanser os og har nok i os selv,” siger Riis. 

Riis debuterede under eget navn med det roste dansksprogede album Alt Væk i 2017 og udgiver den 13. Marts sit næste udspil, Opdrift, via DME.

Læs mere. 

Christian Hede – Hvide fugl

Christian Hede Madsen gjorde den først som frontmand i stonerrock-bandet Pet the Preacher fra 2011 til 2015 og turnerede Europa tynd, før han inspireret kastede sig i en anden, mindre guitar-forvrænget grøft som Bellhound Choir. Nu debuterer han på dansk under eget navn. 

Han har netop udgivet sin debut-EP, Øbo, hvorfra singlen Hvide Fugl er hentet. Og i den mærker man den poesi, som Christian Hede har fundet ved at vende tilbage til modersmålet.

“Jeg er mere sårbar, synes jeg. Jeg må engang imellem vælge en sætning eller et ord, der ikke er cool eller tjekket for at få sangen til at virke,” siger han.

I aften spiller han release-party på HeadQuarters i Aarhus. Find begivenheden her og læs Christian Hede’s 10 albumanbefalinger her. 

LYSE NÆTTER – Det forjættede land

”Det handler om at regne den ud. Det store hvorfor. Hvorfor er vi her, og hvad skal vi dog bruge tiden på, inden den rinder ud? Er vi tilfredse med tilværelsen eller skal vi sadle om,” siger sanger Morten Fischer om “Det forjættede land”, der er udkommet i dag.

Klædelige, vintage guitar-hooks og dansende Peter Hook-bas, der ikke ville virke fremmed i The Minds of 99-regi, driver med hårde trommer jagten på det forjættede land frem. Omkvædet går ned i half-time, men hårdt pisket hi-hat holder dampen oppe. Selvom tematikken kan virke tanketung, er singlen alt andet end og kalder snarere på dansegulvets ekstase.

Læs mere.

Salka – Station

“Station” beskriver de følelser, der sker inden en større forandring i livet. Minder og tanker fylder afsted som landskabet, når du sidder i et tog og kigger ud af vinduet. Vi kender alle følelsen af at skulle fra a til b i liv og sind, og Salka leverer med anden single et smukt soundtrack hertil. 

Salka er en mere eller mindre spontan duo, som sanger/trommeslager Sara Mouritzen fortalte os tidligere på måneden. Hun beskriver deres lyd som en blanding af “alt fra house musikkens gamle dance vibe til en Twin Peaks-stemning, som flettes sammen i en nordisk melankoli.” I centrum for deres elektroniske univers står den evigt eksperimenterende nysgerrighed og improvisationenes umiddelbarhed. 

Læs mere her.

Bona Fide – Roses

Indlevende og tyst er de første to ord, der melder sig, når man hører Bona Fide’s single “Roses”. I et skrøbeligt lydunivers, der emmer af DIY-æstetik, konfronteres lytteren med sangerinde Sofia Lunas længselsfulde stemme. 

Igennem seks minutter får nakkehårene ikke hvile. I en fortælling om jalousi, tillid og tab, sat i en folk-romantisk stil, åbner følelserne sig som rosenblade.

Er du i det eftertænksomme hjørne, lidt mut og med værkende hjerte, er “Roses” et glimrende, venskabeligt soundtrack i mørket. 

Diplomatic Immunity – Safeword

“Rocken mangler en Jesus!” Beskeden fra rocktrioen Diplomatic Immunity var klar, da vi interviewede dem i sidste uge. De tre rødder fra Hadsund har smidt provinslivets lænker og jagter nu rockdrømmen.

Den har indenfor den seneste uge fået endnu et nøk opad med udgivelsen af deres debut-EP, “Something Has to Explode”, og en signing hos mangement-selskabet beatbreaker.dk, der også har navne som Sundays og Kashmir-manden Asger Techau.

“For at gøre rockmusik aktuel, skal det have noget fandenivoldskhed, sjæl, kant og attitude,” siger bandet, og det leverer de i spandevis af på singlen “Safeword”.

Læs vores store interview med dem her.

Wayward Dawn – Apathy

Vi slutter retteligt med en solid omgang fee hegn. Kan det være andet end en knytnæve i fjæset og los i løgene, når mesteren Jacob Bredahl har siddet bag knapperne?

De fire ungersvende i Wayward Down ligner måske drenge, men de har aggression nok for ti udsultede romerske legioner i det mørke Germanien. Det fik man at mærke på deres anmelderroste debutalbum, “Soil Organic Matter”, fra 2018, og det lemlæstede indtryk får man da også af singlen “Apathy”. Den smækker som en syngende lussing, der river plumperne fri!

De udgiver deres anden fuldlængdespiller “Haven of Lies” på Mighty Music den 10. april, så der er mere tråd at glæde sig til.

Et redaktionelt råd på falderebet er, at hvis du i en kolonorm brandert skulle rende i ét af medlemmerne i det aarhusianske byliv, så få dog for guds skyld bandnavnet rigtigt. “Det er Dawn, ikke Down, for satan da!”

Hør playlisten på Spotify her:

Redaktionen anbefaler
Månedens bedste singler, oktober 2020

Månedens bedste singler, oktober 2020

Var du med på beatet i oktober måned? Hvis du har brug for en opfrisker i, hvad der rykker på den danske musikscene, anbefaler vi her septembers ti bedste singler. Og de er som altid samlet i en Spotify Playliste, du kan høre her forneden.Man bliver sgu aldrig for...

Månedens bedste singler, september 2020

Månedens bedste singler, september 2020

Var du med på beatet i september måned? Hvis du har brug for en opfrisker i, hvad der rykker på den danske musikscene, anbefaler vi her septembers ti bedste singler. Og de er som altid samlet i en Spotify Playliste, du kan høre her forneden.Dansk musik er atter...

Månedens bedste singler, august 2020

Månedens bedste singler, august 2020

Var du med på beatet i denne måned? Hvis du endte med at slænge dig lidt for lange på stranden, har vi din ryg. Vi præsenterer her månedens ti bedste singler. Du kan høre dem alle i vores Spotify-liste her forneden.August måned går på hæld. Den varme sommer, kort som...

Månedens bedste singler, juli 2020

Månedens bedste singler, juli 2020

Mens vi venter på en resolution i forhold til de danske spillesteders fremtid - og ditto for de danske musikere - dykker vi ned i julis bedste singler. Det giver et overordnet indtryk af, hvor omfangsrig og kreativ den danske scene er, og vi krydser fingre for, at vi...

Månedens bedste singler, juni 2020

Månedens bedste singler, juni 2020

Vi mangler stadig rusen af sommerens mange festivaler, men i det mindste kan vi glæde os over, at singlerne stadig bli'r skudt ud i stride strømme. Vi har samlet juni måneds ti bedste i en playliste på Spotify, som du kan høre her. Den anspændte verdenssituation gør...